Gå til hoved indhold

Nymosehaves historie

Nymosehave ligger i en af de ældste landsbyer i Gentofte Kommune.

Vangede bliver første gang nævnt i de skriftlige kilder i cirka år 1300, hvor den kaldes Wongwethe. Forstavelsen Wong eller Vang betyder et indhegnet stykke jord.

Nymosehaves historie går tilbage til 1989, hvor den daværende Mosegårdsskolens bygninger blev omdannet til ældreboliger. Siden er der lavet flere tilbygninger, så Nymosehave i dag har 93 boliger fordelt på 54 beskyttede plejeboliger og 39 plejehjemsboliger.

Mosegårdsskolen

I 1942 besluttede kommunalbestyrelsen i Gentofte at bygge en skole på arealet ved Stolpehøj 148. Årsagen var en stor befolkningstilvækst i Vangedebydelen, men på grund af besættelsestidens mangel på materialer og arbejdskraft var det først muligt at påbegynde byggeriet i 1947.

Skolebygningen, som var tegnet af arkitekt Bent Helweg-Møller, stod færdig i 1950. I lighed med andre af de omkringliggende skoler i Vangede opkaldte man Mosegårdsskolen efter en af områdets udflyttergårde, Mosegaarden.

Skolens elevtal toppede i 1956, men dalede herefter i løbet af 1970’erne og 80’erne til omkring 250 elever. I 1988 besluttede man at lukke skolen og omdanne bygningen til ældreboliger, fordi der gennem årene var kommet mange flere ældre i lokalområdet, mens der blev født færre børn.

Tidligere elever kommer løbende på besøg for at mindes tiden på skolen.

Ombygningerne i 1989 og 1998

Arkitekt Bue Kjems stod for ombygningen, der blandt andet indebar, at man omdannede hvert klasseværelse til en ældrebolig. Rummene fremstod lyse og luftige, fordi man valgte ikke at ændre ved lokalernes loftshøjde og de store vinduer. Den smukke aula er bevaret og er en integreret del af huset og bruges i forbindelse med større arrangementer på tværs af huset.

I sommeren 1989 indviedes Nymosegård med 41 nyistandsatte boliger med tilhørende fælleslokaler og pensionistklub for lokalområdets ældre.

I 1998 byggede man endnu 32 beskyttede plejeboliger samt Klub og Café på arealet ud mod Sognevej, hvor skolen havde haft boldbaner. Herefter ændrede hele bebyggelsen navn til Nymosehave.

Tilbygningen i 2011

Den seneste tilbygning fandt sted i 2011, hvor man udbyggede Nymosehave med 20 nye plejehjemspladser, den nuværende afdeling Berthe.